Lad os indrømme det først som sidst. Det er ret svært at style det helt perfekte outfit uden brug af accessories.Hvad ville nytårskjolen f.eks. være uden lidt bling-bling, et preppylook uden et par perleøreringe eller et sommerlook uden et par solbriller? Vi tager her et lille kig på nogle af de helt uundværlige forårsaccessories, der kommer til at hitte i 2016.
Solbrillen – klassikeren
Den gode nyhed er, at solbrilletrenden fortsætter for fuld blus i 2016. Godt for øjnene og godt for det komplette look! I de seneste år har især de lidt større og runde briller været fremherskende i modebilledet, men også de retroinspirerede briller med en hyldest til 50’ernes og 60’ernes James Dean og Audrey Hepburn har været på scenen gennem flere år. Især den katteøjeformede brille har vundet manges hjerter, og man spår, at den får endnu en opblomstring hen over 2016.Inden for solbrillemoden har der tidligere været forsøgt vidt og bredt med forskellige vovede farver, både hvad angår linser og stel, og det ser ud til, at trenden med de farvede stel så småt er ved at manifestere sig. Hollywoodstjerner som Kate Hudson, Taylor Swift og Scarlett Johansson er allerede blevet eksponenter for de pastelfarvede solbrillestel. Klassikeren ser dog stadig ud til at blive de brune og sorte varianter.På herresiden dominerer især de runde briller i en vaskeægte Aviator-stil på internationalt niveau, men de danske mænd kan snart se frem til en helt ny førsteklasses solbrillekollektion med et racerinspireret look, der kommer fra selveste Tom Kristensen. Elegantieren og racerkøreren, der ellers tidligere har hævdet, at mænd kun har brug for accessories i form af armbåndsure. Men nu ser det altså ud som om, at der kommer spændende solbriller fra en af de sportsfolk, der for alvor har forstået at klæde sig med stil.Når du skal finde årets solbriller, er du naturligvis velkommen til at følge moden. Men sørg altid for at finde en model, der rent faktisk klæder din ansigt. Den gyldne regel lyder:
- Rundt ansigt: Vælg en kantet model.
- Firkantet ansigt: Vælg en mere oval brille.
- Ovalt ansigt: Stort set alle modeller fungerer til denne ansigtsform.
Tilbage til hårbøjlen
Måske troede du, at hårbøjlen forlængst var passé. Intet kunne være mere forkert. Hårbøjlen og hårpynt i al almindelighed er for alvor på vej tilbage, hvilket stemmer godt overens med, at den konservative preppymode har hittet gennem flere sæsoner. Selv diademer er blevet spottet hos mange kendisser, og du behøver altså på ingen måde at have kongeligt blod i årerne for at kunne pynte dig med et diadem. Tendensen er ligesom ved mange andre accessories, at stilen gerne må være lidt bastant, så kraftige materialer og bling-bling er i høj kurs.
Det industrielle look
Gennem 2015 gik ordet ”chunky” igen, når man skulle beskrive trenden inden for accessories. Denne stil fortsætter i 2016, hvor man både vil se store øreringe og armbånd i geometriske former, mens chokers stadig dominerer inden for halskæde-trenden. Faktisk ser det ud som om, at den chunky stil flere steder bevæger sig helt over i det industrielle look, idet kæder og hængelås vil kunne anes i modebilledet. Kort sagt, et råt udtryk med stor power.Du kan således roligt lege med chunky halskæder, retroinspirerede solbriller, 80’er-glade farver og tviste det på kryds og tværs. Accessories er hottere end nogensinde, hvis du skulle være blevet i tvivl. Og det gælder både for mænd og kvinder!